Tuesday, October 04, 2005

Opera i Det Kgl. Teater


Goethes tragiske kærlighedshistorie om den følsomme unge Werther og hans romantiske lidelser blev startskuddet på en selvmordsbølge, der fejede over Europa. Guy Joostens mesterlige opsætning af Massenets opera er tilbage på Gamle Scene under ledelse af en dirigent, der mestrer stilen til overflod. Pressen skrev ved premieren i 2002:"Triumf for Det Kongelige Teater. Skøn opførelse af Werther på Det Kgl. Meget smuk Massenet-opera på Det Kongelige Teater. En stærk og medrivende udgave af en spændende og alt for lidt kendt opera."
Varighed: 1. og 2. akt: 75 minutter. Pause: 20 minutter. 3. og 4. akt: 60 minutter. Samlet spilletid: 2 timer og 35 minutter.

Werther synges på fransk med danske overtekster.

Handlingen
1. akt Juli i byen Wetzlar. Amtmanden øver julesange med børnene. Hans venner Johan og Schmidt kommer på besøg, og morer sig over det ejendommelige tidsfordriv midt om sommeren. Amtmandens ældste datter, Charlotte, har overtaget ansvaret for sine mindre søskende fra sin afdøde mor, og lovede hende på dødslejet at gifte sig med den pæne unge Albert, som nu har været bortrejst i flere måneder.
Charlotte gør sig klar til fest. Hun skal følges med den unge digter Werther. Under ballet dukker Albert op igen, og han spørger Sophie – Charlottes lillesøster – om han har været savnet under sit fravær. Det forsikrer hun ham om, og Albert tager det som et tegn på, at Charlotte virkelig elsker ham. Werther er nu fuldstændig opslugt af sin kærlighed til Charlotte, men hendes løfte til sin mor forhindrer hende i at lufte sine følelser for ham. Da de opdager, at Albert er kommet tilbage, erklærer Werther, at han vil dø, hvis Charlotte gifter sig med Albert.
2. akt September. Charlotte og Albert har været gift i tre måneder, men deres lykke er ikke ægte. Werther er ude af stand til at glemme sin store kærlighed, og trøstende ord fra Albert hjælper naturligt nok ikke meget - tværtimod. Selv den livsglade Sophie kan ikke muntre Werther op. Han må tale med Charlotte, men deres korte ordveksling gør det klart at Charlotte sætter sin pligt før sine følelser for Werther. Hun bønfalder ham om at gå sin vej.
3. akt Juleaften. Charlotte læser Werthers breve igen, og erkender sin undertrykte kærlighed. Pludselig dukker Werther op, og nu kan Charlotte ikke længere stå imod. De omfavner hinanden, men Charlotte kommer snart til sig selv og sætter endnu engang sine følelser i anden række. Hun siger farvel til Werther – for evigt. Han forlader huset dybt nedbrudt. Albert kommer ind og indser, at Charlotte i virkeligheden elsker Werther og ikke ham. Han finder en seddel fra Werther, som beder om at låne hans pistoler til en rejse. Albert opfylder hans ønske.
4. akt Samme aften. Charlotte styrter til Werthers hus, og finder ham døende. Endelig erklærer hun ham sin kærlighed, og han dør i hendes arme. I det fjerne hører man børnene synge julesange…